Tekstboks:

Forside:          Om Arkivet:      Sidste Nyt:      Nyhedsarkiv                 Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

Tekstboks:
Sidste Nyt:

Af Edel Kristoffersen - Jeg var så privilegeret at blive sendt Realskolen i Horslunde. På det tidspunkt gik der ikke så få børn der fra Birket Skoledistrikt. Jeg var barn og boede på  Torrig Gården. Der var nogen der tog toget - det var især dem fra Birket og Kragenæs, men det havde der aldrig været på tale for mit vedkommende, men jeg boede jo også lidt nærmere, og derfor kørte jeg altid på cykel.

Så længe min storesøster Elsa var med, red hun, såfremt hesten var ledig, og om vinteren kørte vi ofte i kane. Om morgenen fulgtes jeg tit med en dreng, og vi var de sidste, men om eftermiddagen var vi flere og så gjorde vi et stop i Svinsbjerg, for at sige farvel til dem som skulle dreje af der.

Hvert år efter sommerferien var det skik, at de store fik lokket en af de nye ind til købmanden for at købe en flaske ternet hattelak, for så at more sig, når vedkomne kom ud igen med den besked, at det var der ikke noget der hedder.

Jeg kan huske, at jeg var så tjenstvillig at gå det ærinde, man skulle jo være på god fod med de store. Jeg blev også større og fik engang lokket en at de nye til at gå ind i butikken og bede om den omtalte lak, men blev lidt lang i ansigtet, da gutten kom ud med en flaske, hvorpå der med fine bogstaver stod skrevet ”Ternet Hattelak”. Jeg skulle ikke lokke flere til det.

Det blev efterår med regn og blæst, vi fik mere tøj på, og det var meget vigtigt med gummistøvler og tykke vanter, man syede stadig tøj om af hvad man kunne få fat i. Der var ikke de nutidige problemer med mærketøj. Det var begrænset, hvad vi kunne købe, og der var efterhånden ikke meget fra før-krigen at sy om af. Om vinteren gik vi piger i skibukser, ellers havde vi kjole på.

Hjem fra skole i snestorm

Edel Kristoffersen har skrevet en artikel om de hårde vintre i fyrrene og specielt om en tur hjem fra skole i snestorm, da hun gik på Horslunde Realskole. Edel er kendt for at cykle rundt alle steder i al slags vejr, men dengang i fyrrene var vejret alligevel blevet for slemt til at hun selv kunne cykle hjem. (red.)

Efterhånden faldt der også sne, det var jo dengang man havde de strenge vintre, men dem tog vi som en selvfølge, og på den måde var der jo altid noget at lege med. Blev der noget i vejen med cyklen, var de store flinke til at hjælpe de mindre børn. De kunne køre med 2 cykler, en i den ene hånd og en på bagagebæret og cykelhandleren gjorde meget for at få børns cykler køreklar og til at skaffe dæk til dem, der skulle cykle langt.

 

Nå, men der kom sne, men derfor kunne vi godt cykle. En dag, da jeg skulle hjem, var det blevet snestorm, og sneen føg så der lå driver ud over vejen. Jeg var kommet forbi Mølledammen, der lå lige udenfor Horslunde. Der var mange børn som legede på isen. Det fristede mig og jeg kunne jo altid tage toget hjem, så jeg vendte om og lagde cyklen i vejkanten og gik derud for at være med. Der var trængsel og de store skubbede, men sådan var det bare.

Det gik godt nok, indtil der var en som råbte ”Nu skal vi hen til toget” og så for de af sted, og jeg fik  samlet min cykel op og traskede bagefter. Det havde imidlertid ikke været nødvendigt, for der kom ikke noget tog. Det gjorde ikke så meget at toget var forsinket, men at det slet ikke kom, var en helt anden sag. Der var jo sneen at forslå tiden med, - men alligevel? Jeg var ikke så meget for det med snebolde, jeg vidste jo, at jeg ikke kunne ramme og det var lidt flovt.

Nå, men jeg begyndte at tænke, at nu kunne jeg nok have været hjemme, hvis jeg havde holdt mig til min cykel, men der skulle gå  timer inden nogen af os kom så langt. Vi fik at vide, at toget var kørt fast ude i Harpelunde, så vi skulle gå over til skolen.

 

 

Toget kørte fast i Harpelunde

Toget var kørt fast ude i Harpelunde og toget  kom slet ikke til Horslunde den dag i fyrrene og så måtte de hentes med hest og vogn…….

Edel med sin far Sofus Jensen….

Vi blev inviteret ind i skolebestyreren Hirshals` private stue, og den unge fru Lis tog imod os. Deres små børn legede på gulvet, og der var så hyggeligt, det var alligevel godt at komme ind i deres varme stue. Vores støvler og vanter blev lagt til tørre omkring kakkelovnen. Vi fik varm kakao og et stor fad franskbrød med smør på. Det var noget vi kunne bruge og det smagte godt. Men hvordan kom vi hjem? De kunne jo ikke have alle os der hele natten. Hirshals havde været væk et stykke tid, men pludselig dukkede han op og så fortalte han, at vi skulle bare tage det roligt  og vente, så ville vi blive hentet. Vi sad og kikkede lidt, for der var efterhånden gået lang tid og vi var ved at tø op.

Så kunne vi høre der var noget larm ude i skolegården og vi fik fundet vores tøj. Det var en kane vi havde hørt, Den kom for at hente et par børn fra Svinsbjerg og da de var læsset og kørt, gik der ikke så lang tid inden der dukkede en gummivogn op og for mig var den ret så bekendt.

Det var vores nabo hjemme fra og så min far Sofus Jensen.  Naboen havde en stor gummivogn og det var vores heste. Hjemmefra havde de fyldt vognbunden med halm og vi børn kravlede straks ned i de bløde strå, og pakkede os ned i de medbragte tæpper og der lå vi godt og lunt. Vores cykler blev lagt bagerst i vognen.

Det var blevet mørkt, selvom sneen lyste godt op. Min far fik tændt flagermuslygten og efterhånden havde de voksne konstateret at alt var i orden og så gik turen ellers hjemad. Vejen var ujævn og selvom det var en stor vogn var det ikke så lige til at holde hest og vogn på vejen. Vi måtte ustandselig stoppe og far hoppede ned og skovlede sneen væk fra gummivognens hjul.

Svært at holde hest og vogn på vejen

Svend Hirshals var skolebestyrer på Horslunde Realskole fra 1940 - 1972.

Edel på en af familiens heste i slutnigen af 30`erne….

- Det var godt nok holdt op med at sne, men det føg stadig og sneen  lagde sig som driver over vejen. Pludselig dukkede der en sneplov op, den kørte også med heste, og vi måtte holde stille så sneploven kunne komme forbi. Vores heste blev meget urolige og vognen kom langt ud i rabatten, men efterhånden lykkedes det far at få vogn og hest tilbage på vejen og vi kunne fortsætte hjemad. 

Selvom vi havde en flagermuslygte mere, var det svært at se. På et tidspunkt oppe ved Fuglsang, hvor vejen drejede, var vognen ved at komme ud i den modsatte vejrabat, men det var så heldigt, at der kom en sneplov til. Kusken hjælp os med at få hest og vogn tilbage på rette kurs, og vi fortsatte stille og roligt hjemad, for nu da sneploven havde været der var der heller ikke så meget sne på vejen. Vi kom til elektrikeren i Torrig, hvor Jørgen skulle af. Hans mor kom med æbler til os, som hun havde varmet i kakkelovnen. Der var et par børn som skulle af i Kragenæs og de blev hentet oppe i Birket. Jeg var sammen med naboens datter  og da vi kom hjem til os blev der spændt en kane foran hestene og så kørte far naboerne hjem. Det blev sent inden vi kom hjem og det var godt at komme ind i mors varme stue. Vi havde ikke lidt nogen nød, men det havde været en drøj tur for far og naboen og ikke mindst hestene.

 

Den megen sne var ikke bare romantik. Vi brugte stadig mest tørv til opvarmning og kvaliteten var ikke særlig god. I dag har vi i mange år ikke haft særlig meget vinter, og det er ikke løgn at vintrene var hårde i fyrrene…..

 

Edel Kristoffersen - december 2009

Edel Jensen  i sneen foran stuehuset på Torrig Gården. (1945)

Den megen sne var ikke bare romantik

Edel Kristoffersen

   Forside:       Om Arkivet:      Sidste Nyt:        Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt              

Næste