Tekstboks: Tekstboks:

Forside:          Om Arkivet:      Sidste Nyt:        Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

Tekstboks: Portrætter:Birket Lokalhistorisk Arkiv

Træskoene og Signe Stubs Legat

 

Træskoene på kirkegården

Syd for Birket Kirke er der i nærheden af kapellet et lille mindeanlæg med en skulptur, som er lidt usædvanlig for en kirkegård.

En 6 meter lang gang fører til en lille cirkelrund plads belagt med brosten kranset af en lav buksbomhæk.

Midt på pladsen ses et grovhugget granitfundament, hvorpå man ser to træsko lavet i granit.

Det virker nærmest som om træskoenes ejer har haft travlt, og ikke har haft tid til at stille dem pænt ved siden af hinanden, men er smuttet ud af dem i hast og fortsat på de bare fødder.

Ved indgangen til anlægget står en granitsten med en tekst, som ses her ved siden af:

Signe Stub og hendes søskende

Signe Stub blev født den 9. marts 1842 som den næstyngste af en søskendeflok på fem.

Den ældste bror, Hans Friis Christensen var fra moderens første ægteskab, og oprindelig hed Signe og hendes 3 andre søskende Rasmussen efter deres far, hvis rigtige navn var Rasmus Jensen.

Faderen brugte dog ikke sit egentlige navn, men kaldte sig selv Stub, og på den måde blev kirkebogens Jensine Rasmussen til Signe Stub.

Signes yngste bror hed Christen og hendes to søstre, Marenstine (født i 1840 og døbt Maren Kirstine) og Ane (født i 1848 og døbt Ane Grethe).

Børnene voksede op på Slotgården i Birket, og det var nødvendigt, at de fem søskende deltog i arbejdet på gården. Faderen var i perioder uarbejdsdygtig, og var i sine sidste år ikke i stand til at tage del i gårdens drift, så moderen, Gjertrud Clausen og de fem børn måtte smøge ærmerne ekstra op. Signes far døde som aftægtsmand i 1872, så meget tyder på at han måtte overdrage gården til sine børn inden sin død.

Moderen døde som aftægtsenke i 1876, og som aftalt blev det Christen og Stine, der drev gården videre. Det blev gjort med flid og sparsommelighed, og efterhånden blev Slotgårdens økonomi bedre.

Tid og råd til at komme til fotografen blev der dog også. På billedet nedenunder ses de tre Stub-søstre fint pyntede. Marenstine sidder til højre, Signe til venstre og den yngste, Ane står bag dem.

Alle tre har øreringe, sorte silkebluser og lange vide tværstribede nederdele. Signe og Marenstine har lange ærmer og sorte kapper på det opsatte hår, mens Ane har korte pufærmer og løsthængende slangekrøller. De tre piger tager sig godt ud på billedet - ikke mindst Signe - men ingen af dem blev gift, selvom Signe var forlovet en overgang.

Da forældrene døde, var Hans Friis, Marenstine og Ane rejst til Nykøbing Falster, hvor de havde oprettet en spækhøkerbutik. Her handlede de med alskens varer og sørgede også for smørrebrød til de arbejdere, der var beskæftigede med at bygge Christian den IX's bro i slutningen af 1860'erne. Der skulle bl.a. laves en 315 meter lang dæmning til Lolland, og da jordarbejdet jo blev udført med skovl og trillebør, var der mange folk i arbejde og dermed mange munde at mætte.

En overgang havde de to søstre også en modeforretning i København, og Marenstine er da også opført i kirkebogen som syerske. Sandsynligvis havde Hans Friis, Marenstine og Ane fået sparet en del op, så der var lidt på kistebunden, da de købte Lyngmosegård, der lå lige nord for Birket Kirke. Gården lå kun 700 meter fra Slotgården, og de 5 søskende kunne nu hjælpe hinanden med gårdenes drift, og indgå i det arbejdsfællesskab, som var kendetegnende for deres liv.

De fem søskende var meget arbejdsomme. Tiden blev ikke spildt, så når søstrene gik til Birket Tørvemose ved 4-tiden om morgenen for at malke deres køer, var det med strikketøjet i hænderne, og man klarede sig uden hjælp fra andre, hvis der skulle foretages ombygninger eller reparationer på de to gårde.

Omkring år 1900 solgte Christen og Signe fødegården til Laurits Slot og købte i stedet to små huse, der lå ved den nuværende Signe Stubs Vej i den sydlige udkant af Birket ikke langt fra Lyngmosegård.

Christen og Signe gik i gang med at udvide det ene hus, og fik med egne hænder opført en bygning med fire små stuer, et kammer og et køkken.

De kom imidlertid ikke til at bo der alene i mange år, for i 1909 solgte den 75-årige Hans Friis Lyngmosegård og flyttede sammen sine søstre ned til Christen og Signe.

Selvom de fem søskende havde fået samlet meget til huse, blev der stadig bestilt noget. Når lyngen blomstrede i Lyngmosen, plukkede de tre søstre lyng og bandt buketter. I den nærliggende Myremose var der mange tyttebær, og i haven var der nogle særdeles fine kirsebærtræer, frugttræer og bærbuske.

Mange gange travede en af Stub-pigerne den lange vej til Nakskov med de store kurve for at sidde på torvet og sælge varer. Måske har de også haft andre varer at sælge fra deres tidligere forretninger, i al fald blev der efter Signes død fundet en hel del særprægede damehatte i dødsboet.

Det var ikke lang tid de fem fik sammen i huset ved hulvejen. I 1911 døde Hans Friis, i 1917 fulgte Christen efter, og Signes to søstre døde med 30 dages mellemrum i 1919. Nu sad Signe alene tilbage i en alder af 77 år med hus, penge og andre værdier, som de fem søskende havde samlet i et langt liv.

Alene i huset

Mange i Birket mente, at Signe var lidt sær, og at hun kun tænkte på sine penge, efter at hun var blevet alene. Hun kunne sikkert også være hvas i replikken og fordømmende overfor andre. Men en del husker hende alligevel som en ligefrem og rar gammel dame, der godt kunne lide at snakke.

Signe var tit på farten for at holde sig orienteret om, hvad der foregik i sognet, og hun bød også børn indenfor i huset ved hulvejen på hjemmebagt brød, så hun kunne "pumpe" dem for nyheder.

Men det var ikke alle børn, Signe havde et godt forhold til. I mange år var det en yndet sport, især for drengene i byen, at liste sig ind i Signes have for at hente noget spiseligt. Særligt galt var det, når kirsebærrene var modne, og Signe stod ofte vagt og gav synderne en ordentlig skylle. Det hjalp nok for en tid, men når der var fri bane, kom der besøg igen.

Når Signe vogtede så nidkært over sin have, var det fordi hun trods sin høje alder stadig gik den lange vej til Nakskov med sine kurve for at sælge kirsebær, ribs og andet godt fra haven. På vejen kunne hun også på Vesterborg Apotek sælge medicin- og pilleglas, som hun havde samlet ind rundt omkring, og på hjemvejen samlede hun træstumper og andet brændbart, som kunne puttes i komfuret.

En stor hønseflok bidrog også til husholdningen. Æggene blev samlet i kurve og bragt hen til købmandshandelen, der lå overfor Bakkegården. Store summer kan salget ikke have indbragt, men med årene blev det alligevel til noget sammen med de andre indtjente småskillinger.

Bruges af formuen skulle der ikke, og hendes daglige kost bestod hovedsageligt af kartofler, brød og skummetmælk. Brød fik hun af og til gratis hos bageren, og hver dag hentede hun én liter mælk på mejeriet i en 10-liters spand, så der var større chance for at få over målet.

Det var ikke småbeløb, de sparsommelige søskende havde samlet, og Signe havde arvet det hele. Skatter og afgifter var ikke store dengang, og den opsparede kapital forøgedes støt af de tilskrevne renter.

Lån til kommunen

Pengene opbevarede Signe ikke hjemme. Hun rådførte sig meget med sognerådsformand Julius Ingersen, navnlig efter at hun var blevet alene, og alle Signes bankbøger og værdipapirer blev opbevaret i Ingersens pengeskab på Bavnehøjgård.

I 1922 bad Ingersen Signe om at låne penge til kommunal gæld og til Birket Kommunes udgifter til bygning af den nye jernbanelinie mellem Maribo og Torrig.

Signe sagde ja, og i perioden 19221928 lånte hun kommunen 250.000 kr. - naturligvis mod gode renter, så den samlede formue stadig voksede.

I de sidste år blev huset ikke vedligeholdt ordentligt, og kulde og fugt var nok medvirkende til, at Signe i foråret 1932 blev syg og måtte gå i seng med lungebetændelse. "Nu dør jeg", sagde hun og afbestilte et petroleumsapparat, som hun havde bedt naboen om at skaffe.

Signe fik ret. Hun lå kun syg kort tid og døde den 4. juni 1932. Hun blev begravet ved siden af sine søskende tæt ved våbenhuset ved Birket Kirke. Der var kun sat gravsten over de to brødre, udgiften til sten over de 3 søstre ønskede Signe at spare.

 

Træskoene & Signe Stubs Legat:

Uddrag af Bjarne Lund Hansens bog af samme titel.

Legatets anvendelse 1952-1970

Da midlerne fra Signe Stubs Legat blev frigivet i 1952, var beløbet vokset til tæt ved 730.000 kr. Bestemmelserne for legatet sagde, at "kapitalen ingensinde måtte angribes", men det var også nævnt, at såfremt legatkapitalen alligevel blev formindsket, skulle man spare op af renterne indtil kapitalen igen havde fået sin oprindelige størrelse.

Det daværende sogneråd handlede hurtigt og lånte lidt under 400.000 kr. fra legatet til opførelse af en ny skolebygning, som stod færdig den 18. december 1954.

Allerede i 1962 blev skolen udbygget igen med et lån fra legatet på 130.000 kr., og i 1967 blev der lånt 50.000 kr. til opførelse af en lærerbolig.

I slutningen af 1960'erne var sognerådet meget optaget af, at Birket Kommune pr. I. april 1970 skulle indgå i den ny Ravnsborg Kommune, og naturligvis var det i den forbindelse meget interessant at få afklaret, hvem der fremover skulle bestemme over legatets midler.

Sognerådet var i kontakt med indenrigsministeriet om legatets fremtidige forhold, og på sognerådsmødet den 17. marts 1969 henstillede man, at legatet fremover skulle bestyres af et udvalg på tre til at fordele legatets renteafkast. Man ønskede også, at to af udvalgets medlemmer skulle være bosiddende i Birket Sogn. Begge ønsker blev imødekommet. Endvidere ønskede sognerådet også, at legatets fremtidige afkast skulle anvendes til køb og drift af en Sognegård i Birket.

 

Testamente og legater

Signe fik også udarbejdet et testamente. Dommerfuldmægtig C. F. Bang, Nakskov bistod med udarbejdelsen, men Signe har nok haft mange overvejelser og drøftelser med Ingersen, før hun underskrev det i august 1923. Set i relation til den store sum, Signe rådede over, var det ikke de store beløb, der skulle fordeles mellem familiemedlemmerne. Det blev i alt et beløb på 32.000 kr., som først og fremmest skulle gå til familien på moderens side.

Hovedparten af Signes formue skulle tilfalde et legat med navnet Signe Stubs Legat. Renterne fra legatet skulle indgå i Birket Kommunes kasse og anvendes i kommunens interesse. Der er nok ingen tvivl om, at Julius Ingersen har haft en stor indflydelse i forbindelse med oprettelsen af dette legat.

Efterhånden vidste alle i sognet at Signe havde en betydelig formue, og desværre stak misundelsens orm sit hoved frem. På trods af at Signe allerede havde lånt kommunen mange penge, begyndte man at snakke om, at det ville være rart, hvis hun også forærede kommunen et nyt alderdomshjem. Mange stak til Signe, der bestemt ikke mente, at det var kommunens opgave at sørge for de gamle. Hun havde altid kunnet klare sig selv, og sådan burde andre også leve, men der var beboere i sognet, der var direkte grove overfor Signe og kaldte hende en pengegrisk gammel kælling, og det blev til sidst Signe for meget.

Hun gik til Ingersen og bad om at få testamentet ændret, så kommunen ikke kunne råde over hendes penge før tidligst i 1950. På den måde kunne hun sikre, at de fleste af dem, der havde generet hende, ikke ville få glæde af hendes formue, som i 1930 var ved at nærme sig 500.000 kr.

Julius Ingersen kontaktede C. E Bang, der udfærdigede et tillæg til testamentet, i følge hvilket Signes legat først måtte røres 20 år efter hendes død. Dermed ville renterne forøge kapitalen betragteligt, så Signe var tilfreds og underskrev tillægget den 28. juni 1930.

Trods sin høje alder var Signe rask og rørig til det sidste. Hun tog sig ikke af sit udseende, lappede sit slidte tøj med tilfældige tøjstumper, og gamle sko blev repareret med andre gamle sko. Var fodtøjet for stort, puttede Signe halm i, indtil størrelsen passede, og bed kulden om vinteren, bandt Signe tøjstykker om benene. I de gamle sokker blev der klippet huller til fingrene, så sokkerne fik ny anvendelse som en slags vanter.

Birket Centralskole fra 1954

Signe Stub & Julius Ingersen

Signe Stubs Hus

Det gamle forsamlingshus

Signe Stubs Sognegård

Historisk Atlas

   Forside:       Om Arkivet:      Sidste Nyt:        Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

Næste