|
I Birket Kirke (fra 1687 til 1914 et anneks til Vesterborg Kirke) har der været 23 sognepræster, hvoraf 1 F. J. Carstensen startede som residerende kapellan, 3 kapellaner (P. Boisen, J. S. Therchilsen & Qvistgaard) og 3 kaldskapellaner og 1 hjælpepræst (P. Boisen, der efter 6 år blev udnævnt til kapellan). Der har været tre kvindelige præster, nemlig de sidste tre: Lisa Borg, Kirsten Christensen og Lene Pia Pape. Der er følgende huller i rækkefølgen: 1584-1608, 1610-1617. Nogle overgange mellem præster kunne godt trække ud, og så har de nærliggende provstier vikarieret. Fra 1882 og til 1888 delte Keiser-Nielsen og Frederik Christian Ditlev Olesen provstiet med førstnævnte i Birket. Olesen døde i 1888 og begravet i Vesterborg. De følgende år sad sognepræsten i Vesterborg og kapellanen i Birket, så måske skulle Poul Martin Møller slet ikke være med på listen, da der i den periode (1888-1898) var kapellanerne Therchilsen og Qvistgaard i Birket og boede på Kapellangården, men pastor Møller er med på sognekortet fra 30`erne og Wiberg har ham også med i hans præstehistorie…..
En kapellan var oprindeligt betegnelsen for en præst, der havde ansvaret for et kapel, men blev brugt frem til 1981 også som et udtryk for en hjælpepræst, altså en der bistod en sognepræst i hans arbejde. Alle fire residerende kapellaner i Birket boede på Kapellangården på Kapellanvej, den sidste J. F. Carstensen flyttede til den nye præstegård på Lyngmosevej tæt ved kirken i 1910 og knapt tre år efter blev Birket Kirke selvstændig.
Se også ”Hvad Præstegården Gemmer” af Bjarne A. Madsen
Slægten Boisen - Biskop P. O. Boisen, sønnen L. N. Boisen og barnebarnet P.T.B. Boisen (kapellan) i 1800 tallet er eneste slægt, der var i embedet i tre generationer, og de to førstnævnte P. O. Boisen og Lars Nannestad Boisen er de præster der sad længst, nemlig 43 år, altså 86 år tilsammen. I den konkurrence er nummer tre Frants Georg Wulff med 41 år fra 1738-1779 og på femtepladsen Kjeld Thøgersen Gunderup med 36 år og J. F. Carstensen var residerende kapellan og sognepræst i 32 år. Den der har været kortest i embedet var Hans Nielsen i 1686-1687 (knapt et år). Der har været mange afholdte og respekterede sognepræster i Birket og selvfølgelig også nogen som var det stik modsatte. Et eksempel er en præst i 1600-tallet Kjeld Thøgersen Gunderup, som Wiberg betegnede som en mærkelig mand, der fortalte mange ”spøgelseshistorier”, men det skræmte ikke hans sognebørn, for de fleste grinede ad ham. En anden med et dårligt omdømme var Pastor Mosbirch (Sognepræst fra 1963-1980). Undertegnede har denne beskrivelse af ham:
”Han var meget troende, men det med næstekærlighed havde han sin egen mening om. Det var kæft, trit og retning og når vi skulle til ”præst” på præstegården, skulle vi alle møde punktlig og hvis nogen kom for sent, så blev de ikke lukket ind. Engang var det et forfærdeligt snevejr, men en klassekammerat og jeg, var ikke mere sent på den, end at vi kunne se ham lukke døren i. Vi bankede på, men intet skete, selvom han vidste vi stod der. Først 20-25 minutter senere lukkede han os ind, meget forfrossen, og ikke nok med det, så fik vi også en reprimande. Det var DE med stort og det var en katastrofe at komme til at se DU. Måden vi skulle en salme var: udenad, OP OG STÅ og så skulle verset ellers komme som skidt fra en spædekalv. Imens stod han iført slips og jakke med albuerne på den høje søjleradiator. Jeg ved det ikke, men jeg følte at jeg var hans ynglings offer, men sådan var vi vist mange der følte. Det var tiden, hvor det lange hår fik lov til at vokse og det huede ikke pastor Mosbirch, for da vi nærmede os julen 1971 gjorde han meget ud af at fortælle mig, at den bedste gave til min far og mor ville være hvis jeg lod mig klippe og så skulle jeg pakke håret ind til en julegave…”
Min mor Lise Knudsen husker dog også den positive Anton Mosbirch. Hun fortæller at dengang hendes yngste søn Kim skulle døbes var han en meget venlig og flink præst og sådan husker mange ham også - en af konfirmanderne (K. Storm) i midten af 60`erne fortalte om hvor sjovt det havde været at gå til præst. Mosbirch var gift og havde 2 voksne børn, da han kom til Birket. Han blev skilt, men om det var det der gjorde ham meget punktlig/overpræcis, skal der ikke gisnes noget om. At det ikke bare var børnene, der måtte vente, måtte daværende sognefoged Jørgen Jørgensen, Vennerslund, og vistnok også medlem af menighedsrådet sande, da han havde aftalt et møde kl. 14.00, og for ikke at komme for sent kom han i god tid, men han måtte pænt vente (i sin bil) til klokken var præcis 14.00, før han blev budt velkommen.
Lise Knudsen fortæller om Ingvard Ole Godtkjær, som var Mosbirch` forgænger:
”I Godtkjærs tid i slutningen af halvtresserne var der masser af aktiviteter og bl.a. arrangerede han sammen med lærer Christiansen højskole aftener en gang om ugen, men desværre var tilslutningen ikke så stor. Hans kone Gerda var en meget dygtig bager, og bagte altid de lækreste kager til disse arrangementer. På et tidspunkt følte Godtkjær nok, at vi lollikker ikke var særlig gode kirkegænger og det fortalte han til Lise Knudsen og flere andre på denne måde: han var træt af gammelt tør kage og derfor sagde op. Godtkjær flyttede til Jylland, hvor kirken nok er mere fyldt end på Lolland”.
Som det kan ses så savner vi oplysninger om de enkelte præster og vi modtager med glæde det til: arkivleder Betty Nielsen eller Per H. Knudsen. |
|
De to længst siddende sognepræst er Biskop P. O. Boisen og sønnen L. N. Boisen, der begge var sognepræst i 43 år. Biskoppen er den første præst, der er fotograferet, men det vides ikke om nogle af de tidligere præster er blevet malet som portræt….. |
|
Søren Keiser-Nielsen var også politiker og nåede at blive kultur og undervisningsminister. Herunder er det medlemmer af H. P. Hansens regering (1916-1920): Keiser-Nielsen, C. Th. Zahle og Erik Scavenius ved Marmorkirken….. |
|
1 |
|
|
|
Portrætter af præsterne
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|