|
Mens købstædernes borgere gennem mange år havde haft en vis indflydelse på deres byers styre var det ikke tilfældet for bønderne på landet. I fæstetiden var godset og dermed herremanden den vigtigste administrative ramme om deres liv. I 1800-tallet indførtes det første lokale selvstyre med sogneråd. Sognerådene var i kraft helt indtil kommunalreformen i 1970, hvor de blev erstattet af primærkommuner. Fra 1.1 1868, hvor sognerådene blev indført, og til 1970 har der været 6 sognerådsformænd i Birket Sogn. Sognerådet bestod i Birket af XX personer, som blev valgt for en fireårig periode. Sognerådene valgte selv deres formand og næstformand. Det krævede absolut flertal at blive valgt. Sognerådsformandens opgaver bestod i at indkalde til møder, samt at lede disse, og han skulle selv føre den obligatoriske forhandlingsprotokol. Den skulle indeholde alle vedtagelser og mindretalsudtalelser, men han kunne overlade hvervet til en anden. Endvidere skulle formanden påse, at sognerådets beslutninger blev udført i praksis. Endvidere foretog han den løbende korrespondance og lavede de nødvendige regnskabsprotokoller. Han var således en magtfuld mand i lokalområdet. Mellem sognerådsmøderne kunne sognerådsformanden træffe beslutning om alle løbende sager, som krævede en afgørelse, men inden for de rammer som sognerådet havde ustukket. I meget få tilfælde nedsatte man udvalg, men det kunne ske på særlige sagsområder som f.eks. det sociale. Møderne i sognerådet blev holdt for åbne døre, så de var tilgængelige for pressen, men rådet kunne beslutte at holde et lukket møde. En beslutning kunne kun vedtages, hvis der var flertal for den. Hvis stemmerne stod lige, bortfaldt forslaget. Formanden kunne godt få lønnede medhjælpere, når deres aflønning var godkendt af amtsrådet, men der blev ikke opbygget en reel sognekommuneforvaltning i sognene i perioden. Derfor måtte man henvende sig til sognerådsformanden på hans bopæl.
Fra sogneforstanderskaber til sogneråd 1868-1933I 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Den indførte sogneråd og kom til at regulere den kommunale forvaltning indtil 1933. Sognerådenes hovedopgaver bestod fortsat i forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen, men dertil kom diverse andre kommunale opgaver. På de tre hovedområder skete der en kraftig udvidelse i perioden, og det medførte flere kommunale skatter og optagelse af lån til nye anlægsinvesteringer. Den nye lov ændrede betegnelsen sogneforstanderskab til sogneråd. En gammel regel om, at sogne med fælles fattigvæsen skulle være én sognekommune blev opretholdt, mens et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men som havde eget fattigvæsen, skulle have eget sogneråd. Havde det fælles fattigvæsen med købstaden kunne det bede om at blive udskilt som en selvstændig sognekommune. Det var Indenrigsministeriet, der afgjorde spørgsmålet. Ministeriet kunne også efter at have hørt amtsrådet sammenlægge eller dele eksisterende sognekommuner. Antallet af sognekommuner var gennem perioden ca. 1100. I 1908 blev sognerådenes demokratiske grundlag stærkt udbygget, da alle over 25 år – både kvinder og mænd – fik valgret. Stadig var det sådan, at valgretten blev frataget, hvis man skyldte i skat eller ikke havde tilbagebetalt sin fattighjælp – det blev dog i store træk ophævet i 1933. 1933 - 1970 En ny lov om kommunernes styrelse kom til i 1933 og blev først ændret i 1965, men den indførte ikke større ændringer. Sogneråd skulle bestå af et ulige antal medlemmer der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse. Ved første møde efter valget skulle sognerådet vælge formand og næstformand med absolut flertal, og begge var forpligtede til at fungere i deres hverv i hele valgperioden. Formanden skulle indkalde til møderne og lede dem. Han skulle endvidere sikre, at beslutningerne blev indført i protokollen og det gjaldt også divergerende opfattelser. Det var endvidere hans pligt at sørge for beslutningernes udførelse samt at føre korrespondancen for rådet. Desuden havde han ansvar for førelse af alle protokoller. Sognerådet skulle også blandt sine medlemmer vælge en kasserer til at klare kommunens kasse- og regnskabsvæsen og sørge for skatteopkrævningen. Med amtsrådets tilladelse kunne formanden dog også få kassererhvervet, men aldrig for mere end et år ad gangen. I særlige tilfælde kunne et sogneråd antage en lønnet kasserer, som ikke selv var medlem af rådet. Hver sognekommune skulle endvidere have et kasse- og regnskabsudvalg til at føre tilsyn med kommunens kasse- og regnskabsvæsen. Reglerne herfor skulle godkendes af amtsrådet. En sådan vedtægt kunne også indeholde bestemmelser om andre stående udvalg som skole-, vej- og forsørgelsesudvalg. Kommunekassen måtte ikke afholde nogen udgift uden sognerådets godkendelse. Ved budgetteringen skulle et overslag underkastes 2 behandlinger i sognerådet og derefter indsendes til godkendelse i amtsrådet. Som tidligere var sognerådet pålagt at få godkendelse i amtsrådet, hvis det ville foretage ekstraordinære finansielle dispositioner som køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, forbrug af formue m.v. Som noget nyt indeholdt kommunalloven nu bestemmelser om, hvordan man skulle forholde sig ved ansættelse og aflønning af faste tjenestemænd, hvilket kun kunne ske med amtsrådets tilladelse. Amtsrådet kunne også give grønt lys for, at sognerådsformanden og kassereren fik et vederlag for deres arbejde. Årsregnskabet blev lavet af formand og kasserer og derpå blev det revideret af 2 revisorer, hvoraf den ene kunne være medlem af sognerådet. Derefter skulle det indsendes til amtet til godkendelse. Sognerådet skulle endvidere høres i alle sager, der angik sognekommunens forhold, herunder tilladelse til at udøve næring, handel med stærke drikke m.v. Indtil 1933 havde sognekommunernes forvaltning ikke haft større omfang, end at sognerådsformanden i de fleste tilfælde selv kunne klare den, enkelte steder med lidt lønnet medhjælp. De fleste sager havde hidtil kunnet klares på de månedlige sognerådsmøder. Men efter 1933 blev det i stigende omfang nødvendigt at aflaste formanden gennem oprettelsen af udvalg med hvert sit sagområde. Bortset fra kasse- og regnskabsudvalget var disse ikke pålagt af loven. Nogle måneder efter kommunalloven i 1933 blev socialminister K.K. Steinckes ”socialreform” offentliggjort. I loven om offentlig forsorg blev de fremtidige regler for administrationen fastlagt. Det blev nu kommunalbestyrelsen, der skulle administrere enhver form for offentlig hjælp. Til det formål skulle hvert sogneråd blandt sine medlemmer vælge nogle til et socialudvalg. Det skulle også tage sig af bestyrelsen af legater, tilskud til sociale formål og til velgørende foreninger. Hvis socialudvalget havde mindst 5 medlemmer, kunne det nedsætte underudvalg, men socialudvalgsformanden skulle altid være formand for disse. Under socialudvalget skulle der oprettes et særligt underudvalg, som administrerede børneværnssager, og i dette underudvalg kunne der også optages personer, der ikke var medlemmer af sognerådet. Endvidere blev kommunalbestyrelserne bemyndiget til at ansætte de nødvendige funktionærer i form af kontorpersonale, undersøgere, sygeplejere, anstaltsfunktionærer m.v. Der skulle desuden i alle landkommuner med over 3000 indbyggere indrettes et socialkontor med daglig ekspeditionstid. I 1933 havde kun et mindretal af landets sognekommuner så mange indbyggere, men kravet skabte grundlag for opbygningen af en egentlig sognekommunal forvaltning med ansatte og de fornødne kontorlokaler. Med tiden blev der i mange sognekommuner opført egentlige administrationsbygninger, hvor hele den kommunale forvaltning var samlet, og hvor der også var mødelokale for sognerådet. I Birket blev alle sognerådsmøder holdt hos sognerådsformanden, indtil man byggede Birket Alderdomshjem i 1933 og man fik indrettet en sognestue på første sal. Der var kun en ansat i Birket Sogn og den første var legendariske kommunekasserer Johannes Hansen. Sognekommunernes udgifter eksplodererUdgiftsniveauet var stærkt stigende efter 1933. Det var i lyset af denne udvikling og de stærkt øgede administrative byrder, at der gradvist blev fremsat ønsker om at lave kommunesammenlægninger. Håbet var at få større enheder, der bedre ville være i stand til at løse de omfattende opgaver. Fra omkring 1960 kom der for alvor gang i sammenlægninger af små kommuner. Sognekommunernes udgifter til sociale forhold steg generelt i perioden, men især i 1960’erne. Mens de fra 1939/40 til 1959/60 var steget fra 58,4 mio. kr. til 304,9 mio. kr., steg de i løbet af 10 år til 991,3 mio. kr. I 1970 blev Birket Sogn nedlagt og i stedet blev området lagt ind under Ravnsborg Kommune……. Af Per H. Knudsen |
|
Kilder: Per Boje m.fl. Folkestyre i by og på land. Danske kommuner gennem 150 år. Harald Jørgensen: Lokaladministrationen i Danmark. Oprindelse og udvikling indtil 1970. En oversigt (1985). |
|
Først i 1934 fik Birket sit eget kommunekontor i det daværende Birket Plejehjem (nu Birketlunden). Før den tid holdt man møderne hos sognerådsformanden……. |
|
Sofus Knudsen, Solgården var sognefoged i Birket i 26 år……. |
|
Birket Sogns byvåben |
|
Birket Sogneråd havde også sit eget brandkorps og her havde Anker Kristensen i 1961 været frivillig i 25 år og modtog jubilæumstegn fra Justitsministeriet….. |
|
En sognefoged var før Kommunal-reformen i 1970 en af amtmanden udpeget person som var autoriseret til at udøve en begrænset politimyndighed. Fra 1873 til 1924 havde sognefogeden endvidere til opgave at føre tyendeprotokollen. Heri blev alle tjenestefolk registreret, når de flyttede til eller fra sognet. Samtidig påtegnede han den pågældendes skudsmålsbog. Før 1873 blev denne funktion varetaget af sognepræsten, der førte kirkebogens til- og afgangslister. Efter 1924 overgik funktionen til folkeregisteret. De fleste sognefogedembeder er i dag forsvundet, men ordningen har fået lov at bestå på en række småøer, hvor det ordinære politi ikke kan komme frem hurtigt og gribe ind over for eksempelvis husspektakler eller foretage bevissikring i forbindelse med færdselsuheld. Mange sognefogeder assisterer desuden politiet med udlændingekontrol. Sognefogederne har ingen særlig uddannelse, og de har ikke videre beføjelser til at efterforske og forhindre kriminalitet, end almindelige borgere har. Sognefogederne oppebærer en symbolsk løn på mellem 1.200 og 4.000 kr. om året. Der er i dag omkring 17 sognefogeder i Danmark. |
|
Sognerådsformand Hans Knudsen (t.h.), sogneråds-medlem (og senere formand) Borgvald Kock og kommunekasserer Johannes Hansen (t.h.)……. |
|
Kort fra 1921 over Lollandske kommuner og herreder. Som det kan ses, så var Birket Sogn arealmæssigt en af de større kommuner på Lolland. Vi hørte under Maribo Amt og Nørre Herred. |
